Club Danois artikel

Club Danois

 

Once upon a time... CD-Nyt nr. 26.

Print artikel

Når jeg tænker tilbage på mine år her på kysten, står det mig klart, at min blikkenslager var min første inspirationskilde til at lede efter den guldgrube af historier, der gemmer sig i denne del af Frankrig.

Af Susse Terp.

Artikel ID 454 - Artikler - CD NYT 26. - oktober 2005

Hans-Georg Tersling omkring 1905.

Om Côte d’Azur
Den nu pensionerede Monsieur Bodino har i mig haft en ivrig tilhører til sine forklaringer om, hvorfor man pr. definition ikke bryder sig om parisere. Hvorfor beboerne i Nice ville give alt for, at en flygtet borgmester kunne have fortsat som borgmester (Jacques Medecin). Hvorfor intet fungerer uden en ”pot de vin”.

Kort sagt lærte han mig, hvorledes man gebærder sig bedst i dette område, samt ikke at forglemme de vigtigste ord i det lokale Nice-sprog, som mange håndværkere stadig benytter sig af, og som i den sammenhæng løftede mig op fra kategorien ”udlænding” og bragte mig ned på ”lokale priser”. Og det skal siges til hans ros, at han aldrig har faktureret mig for de frokoster og pauser, vi har holdt sammen i den anledning.

Siden har jeg ledt videre, spurgt til højre og venstre, når lejlighed bød sig, søgt på biblioteket og frem for alt har jeg moret mig.

Jeg har altid mødt en stor velvilje, når jeg har stillet spørgsmål og har efterfølgende ofte modtaget udklip fra blade og magasiner, henvisninger til kilder og er blevet inviteret, når et ældre familiemedlem har været på besøg, fordi han eller hun måske kunne huske historien eller en episode.

Jeg må med det samme tilstå, at enkelte beretninger nok ikke helt kan tåle en nærmere gennemgang med sandhedens lup – men det gør dem ikke mindre underholdende, tværtimod. Det understreger blot, at franskmænd i det sydlige har en lang tradition for, at fortællinger skal fænge og ikke mindst helst have en god og lykkelig slutning.

Côte d´Azur
Rivieraen er hele den fransk-italienske kystlinje, Côte d´Azur er den menneskeskabte drøm, hvis navn blev opfundet af den franske forfatter Stéphen Liégard i slutningen af det 19. århundrede, hvor han anvendte det i en bog om den del af den franske kyst, der var overtaget af udlændinge.

Siden er diskussionen bølget frem og tilbage. Hvor ligger egentlig Côte d´Azur? Det er nemt nok at blive enige om, at den mod øst begynder ved den italienske grænse med grænsebyen Menton. Men bevæger man sig vestpå, opstår uenigheden.

Flertallet synes enige om, at Côte d´Azur mod vest i dag strækker sig til Esterel-bjergene. På den måde understreges den klimamæssige lomme, bjergene afgrænser i vest, hvor de stopper mistralens kolde vinde og netop skaber det klima, der startede kolonisationen i det 18. århundrede.

I begyndelsen, for godt 160 år siden, skabte englænderne deres eget fristed, hvor drømmene senere blev suppleret af rige amerikanere samt af andre nationaliteter, der alle var med til totalt at forandre et af Frankrigs dengang fattigste områder til en international legeplads, hvis fornemmeste rekvisit var – solen.

La Belle Epoque
Côte d´Azur har i sin korte levetid tiltrukket en perlerække af kronede hoveder, forfattere og malere, der alle har været med til at øge kendskabet til dette forholdsvis lille område.

Udtrykket ”La Belle Epoque” dukker op konstant, når man beskæftiger sig med Côte d´Azurs historie, og det betegner perioden fra cirka 1870 til et godt stykke efter Første Verdenskrig. En periode, hvor de pragtbygninger, man ser i dag, blev bygget, og hvor livet for de fleste udlændinge blev levet i luksus og lediggang.

I takt med badedragtens udbredelse ændredes sæsonen til sommer fra vinter, hvilket betyder, at de i forvejen belastede veje i sommermånederne får tillagt mere end otte millioner turister.

Men alligevel – stedet her er da enestående! Ikke?

Tænk hvis H. C. Andersen havde kendt Hans-Georg Tersling!
Den lille pjuskede ælling fra Karlebo, der som en stolt svane opnåede stor berømmelse for sin kunst, men som efter sin død tabte det hele igen…

Da jeg engang ledte efter informationer om kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn (Sissi), var det naturligt at prøve at finde det tidligere store Grand Hotel du Cap-Martin, hvor hun boede i en årrække.

Bygningen eksisterer stadig, og er i dag udstykket i eksklusive ejerlejligheder. Området er, som så mange andre steder her, beskyttet som Fort Knox, og uden en kode var det umuligt at komme ind gennem den store automatiske jernport. Men den store ejendom var ved at få renoveret en del af facaden, og derfor, går jeg ud fra, holdt der en lille arbejdsvogn og ventede på at køre ind. Jeg fulgte lige efter, mit ærinde var jo ædelt nok.

Det syntes portneren også, for han gav mig tilladelse til at se mig omkring inde og ude og fortalte mig samtidig, hvad han vidste, om de tidligere kongelige gæster. Men én sætning var den mest interessante: ”Når De nu er fra Danmark, Madame, så ved De måske, at hotellet er tegnet af en dansk arkitekt? Jeg husker ikke hans navn, men flere af de største villaer og palæer her i området, er tegnet af ham.”

Navnet var Hans-Georg Tersling. Han blev født i Danmark i 1857 og døde i Menton i 1920.

Den franske arkitekt Michel Steve har, i forbindelse med en doktorafhandling om den neoklassicistiske arkitektur på Côte d´Azur, beskrevet Hans-Georg Terslings arbejde. Han var i La Belle Epoque en af de mest efterspurgte arkitekter, og en årsag til, at han aldrig nævnes i den sammenhæng, kan, ifølge Michel Steve, være en navnelighed med den berømte franske arkitekt Thiercelin. De to navne udtales næsten ens på fransk.

Et eksempel herpå er Palais Masséna, på Promenade des Anglais i Nice, der ligger som elegant nabo til Hotel Negresco. Palæet, der i dag er museum, er tegnet af Hans-Georg Tersling, men fremhæves ofte som et fornemt eksempel på fransk arkitektur.

Hans-Georg Tersling blev født den 7. december 1857 og voksede op på en gård uden for Karlebo. Hans far døde, da han var tre år gammel. Han fik en snedkeruddannelse på teknisk skole og fortsatte på arkitektskolen under det Kongelige danske Kunstakademi i København. Han var ambitiøs, dygtig og havde god smag, og efter nogle lærerige år i Danmark ændrede han sit fornavn til det mere franske George og rejste til Menton.

Han fik straks arbejde hos den berømte Charles Garnier på kasinoet i Monte Carlo, hvor Salle Schemitt er hans fortjeneste. Herefter rejste han til Paris et års tid, inden han som 23-årig bosatte sig i Menton.

Menton var dengang en mindre, men meget eksklusiv by, hvor det europæiske aristokrati yndede at komme. George Tersling var beleven, han havde stil og trivedes blandt aristokratiet. Han tegnede enkekejserinde Eugénies elegante villa Cyrnos, og for den russiske koloni tegnede han den russiske kirke i Menton.

Flere udmærkelser
I 1905 vandt han en stor arkitektkonkurrence i Paris og byggede Hotel Hériot, et hotel, der indbragte ham flere udmærkelser.

Kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn var begejstret for hans stil, og han udførte flere opgaver i Østrig. Kejserinden boede enkelte gange i villa Aréthuse (nu Trianon) på Cap-Martin, og denne villa er også Georges Terslings fortjeneste. Da kejserinden døde var det også ham, der blev bedt om at tegne det smukke mindesmærke, der stadig står på Cap-Martin.

Tersling holdt forbindelsen ved lige til Danmark og blev i 1890 udnævnt til vicekonsul for Danmark og Sverige. Denne udnævnelse var med til, at den svenske Alfred Nobel bad ham hjælpe sig med at ændre sin store villa i San Remo.

Hans fremtoning beskrives som ”spectaculaire”, og oftest så man ham ride. Men da et styrt med hesten gjorde ham halt, kompenserede han for dette ved at lade sig transportere i hestevogn med en elegant uniformeret kusk.

Første Verdenskrig satte en brat stopper for Terslings professionelle liv. Hans kunder forsvandt, og hans mondæne liv lå i ruiner. Han havde aldrig været dygtig til at administrere sine egne midler og sad derfor inde med mange uindløste fordringer på sit udførte arbejde.

Han døde næsten ubemidlet i 1920 og efterlod sig sin hustru Félicie.

Det er ikke så nemt at komme tæt på de store villaer og palæer på Cap-Martin. Dertil kræves mere end en høj stige, men hans hoteller ligger frit:

1888 Métropole-Hôtel, Monte Carlo
1891 Grand-Hôtel du Cap-Martin
1896 Palais Carnolés, Menton (kunstmuseet i dag)
1898 Hôtel Bristol, Beaulieu sur Mer
1899 Palais Masséna, Nice
1905 Hôtel Heriot, Paris
1911 L´eglise du Sacré-Cœur, Menton
1913 Hôtel Imperial, Menton


Nice
Det er godt 30 år siden, jeg besøgte Nice første gang, og fortryllelsen sidder stadig i mig.På en badeferie i Italien tog en flok glade unge en heldagstur til Monaco og Nice for oplevelsens skyld, men også for i bogstavelig forstand at hvile de solbrændte kroppe.

Bussen holdt i Nice på den store plads, jeg senere skulle lære at kende som Place Masséna, og nogle timer var til fri disposition. Stormagasinet ”Galerie Lafayette” lå fristende på pladsen, men godt 200 meter derfra var indgangen til Vieux Nice – den gamle bydel. Jeg forlod vennerne, der hellere ville handle, og gik mod den anviste bydel.

Jeg husker det stadig – følelsen af at træde ind i en helt anden verden, der som en teaterkulisse bragte mig tilbage til en længst forsvunden tid. Køligheden i de smalle gyder, der bestod af gamle huse malet i solens farver – gule, rosa, okker og næsten alle med grønne skodder. Hele tiden skiftede scenen. Små pladser, caféer, restauranter, vasketøj, der hang til tørre, forretninger med farverig frugter og grøntsager, dufte af mad og mennesker, der spillede med for at skabe den verden, hvis historie jeg nu ved går flere tusinde år tilbage.

Og det var ingen teaterkulisse, det var virkelighed.

Min vandring sluttede ved havet, der danner en naturlig sydlig grænse til den gamle bydel. Og dér, for enden af bugten, er ”udsigten” langs Promenade des Anglais med tusinder af badegæster på stranden og byen Nice gemt bag en perlerække af palmer.

Jeg kan stadig huske mine tanker: ”Kære Gud, lad mig bo her engang…”.

Det Nice, vi ser i dag, er resultatet af en by, der har haft en spændende fortid og for at forstå atmosfæren, er det derfor en god idé at dvæle lidt ved fortiden. Også den nære.

Nikaïa
For nogle år siden åbnede et nyt stort koncerthus i den vestlige udkant af Nice ikke langt fra lufthavnen og floden Var. Vejskilte, der viste dertil, dukkede op på alle indfaldsvejene. ”Nikaïa” stod der bare. ”Hvad betyder det ord?” spurgte jeg. Ingen kendte tilsyneladende svaret.

Nikaïa betyder ”sejrens by”. Et navn givet til byen af grækerne godt 300 år før Kristus.
Lettere ironisk må man vel kalde det, for gennem sin lange levetid har Nice næsten konstant været besat af en fremmed magt – men byen har altid formået at være sin ”egen” og er det på sin vis stadig – så måske er Nikaïa netop på sin plads.

Indbyggerne i Nice føler sig som nicois og ikke som franskmænd – de har ikke fælles rødder, de har deres eget sprog, og hvad angår regeringen og centraladministrationen 900 kilometer nordpå i Paris, så har de i bedste fald kun en hovedrysten eller et skuldertræk tilovers for dem – hvis ikke en kraftigere sigende bevægelse bliver taget i brug.

Byen nægtede i 1989 at fejre 200-året for revolutionen med den begrundelse, at den under revolutionen hørte under Italien – så hvad vedkom det egentlig Frankrigs femtestørste by?

Nice er sin egen
Jeg kom engang galt af sted ved i en samtale at kalde Nice for hovedstaden i Provence.”Nice er sin egen”, belærte man mig. ”Grænsen går ved floden Var. Se på os! Vi ligner dem ikke en gang, vi er højere og af en anden bygning. Vi er ikke en del af Provence!”.

Og man må give dem ret – der er en forskel, og ubevidst er denne stolte holdning også med til at nære min kærlighed til denne by.

Nikaïa blev som nævnt navnet, grækerne gav byen. (De grundlagde også Antipolis (Antibes) og Anthenopolis (St. Tropez)).

De græske kolonisatorer var ikke krigere, og da hele kystområdet ofte blev angrebet, bad de romerne om hjælp, og det endte med, at romerne overtog hele området og kaldte det Provincia Romana, den romerske provins. Herfra stammer navnet Provence. Romerne flyttede byen nogle kilometer nordpå til Cimiez, og den årlige Nice Jazz-festival afholdes i dag i og omkring det store amfiteater fra romertiden.

Efter Romerrigets fald i det 5. århundrede blev byen næsten lagt i ruiner af barbarerne, hunnerne, visegoterne og araberne. Først i det 10. århundrede gik det fremad igen under en række grever af Provence og Anjou, og senere tog de italienske hertuger af Savoyen magten over byen. Nogle år efter den franske revolution kom Nice under fransk administration, men allerede i begyndelsen af 18-hundredetallet blev byen taget tilbage af Savoyen.

Victor Emmanuel II gav Napoleon III Nice tilbage i 1860 mod finansiel og militær hjælp mod Østrig, og selvom Garabaldi, der var født i Nice, opfordrede kraftigt til, at byen skulle forblive italiensk, stemte 99% af vælgerne for tilhørsforholdet til Frankrig. Ud af 25.933 stemmeberettigede stemte 25.743 ”Qui”!

Så den stolte ørn i Nices byvåben fik endnu en gang drejet hovedet. Ørnens hoved vender til højre i de franske perioder, som i dag, og til venstre i perioderne med italiensk herredømme, alt afhængig af mod hvilket land ørnen ser.

Men da alt dette skete, var den nye kolonisering for længst i gang.

Og sådan er der så meget, men det fortæller jeg videre om i næste nummer af CD-Nyt.

© Susse Terp.