Club Danois artikel

Club Danois

 

”Jeg er en maler, der skriver bøger” CD-Nyt nr. 27.

Print artikel

Sådan opfattede Hans Scherfig sig selv – i år er det 100 år siden, han blev født. Vi kender ham alle fra hans junglebilleder og fra hans berømte satiriske romaner. I anledning af fødselsdagen har man genudgivet den yderst flotte billedbiografi, som længe har været uopdrivelig. Den indeholder et væld af illustrationer både i farver og i sort-hvid streg.

Af Gitte Jæger.

Artikel ID 502 - Artikler - CD NYT 27 - januar 2006

” I begyndelsen af oktober forrige år forsvandt to mænd i København. Deres forsvinden blev anmeldt til politiet med få dages mellemrum. Den ene af de forsvundne var en eneboer og særling, der levede under vanskelige økonomiske omstændigheder. Den anden, fuldmægtig Amsted, var familiefar, embedsmand og sikret og beskyttet på enhver måde”...

”Den 10. oktober – dagen efter at fru Amsted havde anmeldt sin mands forsvinden, blev der gjort et frygteligt fund på Amager Fælled. En soldat, der havde deltaget i militærets skarpskydningsøvelse på Fælleden, fandt de grufulde, lemlæstede rester af et menneske, der bogstavelig talt var blevet sprængt i stumper og stykker.”

Sådan begynder Hans Scherfigs roman ”Den forsvundne fuldmægtig”, der som alle hans andre romaner tager udgangspunkt i en kriminalgåde, som altid har forbindelse med noget samfundskritisk.

Det viser sig snart, at det er den totalt ukendte original Michael Mogensen, der har sprængt sig selv i luften med dynamit. Det lykkes nu på forskellig vis for den forsvundne fuldmægtig Amsted at give det udseende af, at det er ham, der er offeret.

Planen med hans forsvinden er at undslippe det borgerlige samfunds trummerum, men som vi ved fra bogen og fra filmen med Ove Sprogø som fuldmægtigen, så kan han ikke klare friheden med dens krav og foretrækker fængslet, som med sine faste regler minder om den borgerlige tilværelses velordnede livsform – en kras og barok kritik af samfundet. For at være sikker på at komme ind bag tremmerne udgiver han sig for Michael Mogensens morder.

I romanen bliver samme Michael Mogensen beskrevet som en outsider med langt uklippet hår og fuldskæg, klædt i en gammel, laset frakke. I nærværende biografi fortælles det som noget nyt, i hvert fald for mig, at figuren Mogensen er skabt over en levende model, nemlig evighedsstudenten, Athos Josephsen, der havde siddet på universitetets frokoststue ”Kannibalen” i mange år. I romanen ”Det forsømte forår”, en anden af Scherfigs kendte bøger, møder vi netop Mogensen siddende på sin vante plads der.

I 1924 var Scherfig blevet student fra borgerskabets eliteskole, Metropolitanskolen, den sorte latinskole, som han i de to forud nævnte bøger angreb for deres totalt ødelæggende og strenge opdragelsesmetoder og for lektieterperiet, der forvandlede muntre og fantasifulde børn til nogle triste bedsteborgere.

I årene efter studentereksamen, hvor Hans Scherfig studerede zoologi og dansk, opholdt også han sig en del på universitetets frokoststue, dengang et mødested for unge digtere som vennen, Jens August Schade, Johannes Wulff, Sigfred Pedersen, Harald H. Lund, Mogens Jermiin Nissen, Broby Johansen samt den senere jurist Carl Madsen.

Selvom Hans Scherfig var meget optaget af litteraturen og selv skrev digte, som forlagene dog refuserede, var det faktisk som billedkunstner, han på det tidspunkt havde ambitioner. I 1928 debuterede han således på Kunstnernes Efterårsudstilling med fire kubistiske malerier. De næst 10 år var han fast gæst på Charlottenborg, men hans stil blev efterhånden den kendte naivistiske med dyrene, de vilde og de tamme, der græsser fredeligt sammen.

Det er kun tilsyneladende selvmodsigende, at den fremtidige kritiker af det borgerlige samfund også skulle skabe smukke og idylliske billeder. Forfatteren Otto Gelsted forklarede det i sin tid således: ”I sine billeder skildrer han jordens rigdom og uudtømmelige skønhed. I sine kritiske romaner skriver han om det, der spærrer mennesket ude fra livets rige muligheder.”

Der bor en bager på Nørregade
Der var intet i Hans Scherfigs herkomst, der på nogen måde pegede på, at han skulle slutte sig til den intellektuelle venstrefløj, blive kommunist og endog medlem af DKP’s centralkomité.

Han var vokset op i en velstående borgerlig familie på Østerbro med en far, der var direktør for et af byens største trykkerier. Bedstefaderen, Christian Jacob Adolph Scherfig, var bagermester på Nørregade, og man mener, at det er om ham, der synges i visen:

”Der bor en bager på Nørregade
han bager kringler og julekager
og har du penge, så kan du få,
men har du ingen, så må du gå.”


Det var således ikke i hjemmet, at han var blevet socialt vakt eller indigneret, men snarere ved at sammenligne den megen nød, der fandtes visse steder i hovedstaden med sin egen trygge tilværelse.

Bestemmende for Scherfigs samfundssyn blev først og fremmest et ophold i USA, hvortil han ankom i 1929, netop samme år som børskrakket på Wall Street, en begivenhed, der rystede hele verden på grund af den økonomiske krise, den medførte. Hvad han så der af stor elendighed - og stor rigdom - glemte han aldrig, og hans holdning til USA blev på dette grundlag kritisk. Franz Kafka havde set det samme, hvilket fremgår af hans ufuldendte roman ”Amerika”. Det amerikanske storbyhelvede kender man ligeledes fra Federico García Lorcas posthume digtsamling, ”Digter i New York”. En generation tidligere var vor egen landsmand, Jacob A. Riis ankommet til New York, hvor han blev berømt for sine fotografier fra elendigheden blandt immigranterne i slumkvarteret på Lower East Side, mens byen samtidig var befolket med stenrige kapitalister, der ikke ville tilbyde dem arbejde. Hans beskrivelse af de umenneskelige forhold kan man læse om i hans bog ”How the Other Half Lives”.

Scherfigs erfaringer blev medvirkende til en kunstnerisk fornyelse - fra kubistisk maler til socialt engageret kunstner både hvad tegninger og malerier angår, men også i det han skrev som journalist, blandt andet en kronik i Politiken fra august 1930 ”Indtryk fra New York”.

Lille mand, hvad nu?
Scherfig så meget kritisk på den ensretning, der foregik i Tyskland i 1930’erne. Da Hitler kom til magten i 1933, kom det jo også til at gå ud over kunstnerne, idet meget af den moderne kunst blev betragtet som ensartet og blev forbudt.

I Tyskland skrev forfatteren Hans Fallada romanen ”Kleiner Mann, wass nun?” (”Lille mand, hvad nu?) om ekspedienten Pinneberg, der bukker under for de dårlige sociale og økonomiske forhold .Uden at gøre oprør var han og ligestillede dog stærkt utilfredse, og det var fra blandt andet fra disse småborgere, at Hitler hvervede en del af sine tilhængere.

I ”Det forsømte Forår” og ”Den forsvundne fuldmægtig” viser Scherfig, hvordan den strenge disciplin i skolen har ødelagt elevernes fantasi og livsglæde og desuden gjort dem til uselvstændige mennesker, der er prædestinerede til at ligge under for en stærk mand.

Mange af de danske 30’er forfattere skrev om den typiske flipproletar (de dårligt betalte kontorfolk), som vi blandt andet møder i Larsen-skikkelsen i Kjeld Abells ”Melodien der blev væk”.

Selvom fuldmægtig Amsted rent klassemæssigt ligger over den almindelige kontorist, så giver Scherfig alligevel med ham et eksempel på 30’ernes lille mand. Et fællestræk for disse samfundsklasser, småborgeren og akademikeren var nemlig, at de begge følte sig bange og underlegne. Folk med disse kendetegn var nemme at lokke ind i nazisternes rækker.

Edderkoppe-sagen
Som samfundskritisk forfatter nåede Scherfig højest med romanerne ”Idealister” 1944, ”Skorpionen” 1953 og ”Frydenholm” 1962, der set under ét giver et interessant vue over mellemkrigstiden, besættelsen og den kolde krigs år.

”Idealister” blev forbudt af den danske censur, men i Sverige måtte den gerne udgives. Først i 1945, året efter, blev den trykt i Danmark. Bogen gør nar ad tidens mange sekter og afarter af psykoanalyse med et godt blik til den i Danmark for en tid bosatte psykoanalytiker, Wilhelm Reich. Men først og fremmest viser den gennem sin satire samfundets skjulte fascisme.

Nogle af personerne herfra gik videre til Scherfigs sidste roman ”Frydenholm”, der lige er genudgivet. Denne halvdokumentariske roman er uden tvivl Scherfigs største satsning. Dens udgangspunkt er de danske myndigheders forbrydelse, da de i 1941 fængslede kommunisterne i forbindelse med Tysklands angreb på Sovjetunionen. Bogen beskriver den grundlovsstridige lov, der med tilbagevirkende kraft forbød kommunistisk virksomhed.

Sammen med mange andre kommunistiske modstandsfolk blev Scherfig interneret i Horserød, men på grund af en øjensygdom, som han måtte behandles for, lykkedes det ham at undslippe, mens mange af hans kammerater blev sendt videre til tyske koncentrationslejre.

Bogen bygger på Scherfigs gamle ven fra frokoststuen, landsretssagfører Carl Madsens dokumenter som forsvarer for kommunisterne samt på forfatteren Hans Kirks fængselsdagbog fra Horserød.

Forleden kunne man igen læse om Carl Madsen, nemlig i forbindelse med historikeren Steen Andersens meget omtalte phd-afhandling med titlen ”De gjorde Danmark større”, hvor han fremlægger uafviselige dokumenter for, at især entreprenørfirmaet Christiani og Nielsen tjente millioner på at bygge militæranlæg for Hitler i Tyskland. I disse værnemagersager var Carl Madsen nu anklager, men sagerne blev henlagt, især fordi han ikke fik hjælp fra det politiske system.

Nogle år forinden udkom romanen ”Skorpionen”, der tager udgangspunkt i og dokumentation fra Edderkoppe-sagen, en korruptions- og sortbørsskandale med forbindelse til forbryderverdenen og endog til politiet. En redaktør på Social- Demokraten, A.B. Nørgaard, fandt frem til den ”edderkop”, der var bagmand for skandalen.

Udover de hovedanklagede blev 15 politifolk, der havde ladet sig bestikke, dømt. Det hele havde forbindelse til dobbeltmordet på Peter Bangsvej. For et par år siden viste det danske fjernsyn filmen ”Edderkoppen”, der netop byggede på blandt andet Hans Scherfigs ”Skorpionen”.

I sine sidste år foretog Scherfig lange rejser i de østeuropæiske lande, hvad der kom tre-fire rejsebøger ud af, blandt andet ”Rumænsk Billedbog” fra 1967.

At Hans Scherfig var politisk naiv og blev ved med at være det længe efter, at det kunne forsvares, er en kendt sag. Han havde en drøm om fællesskab, som han ville nå ved at forene humanisme, rationalisme (i Holbergs ånd) og marxisme. Mange andre store forfattere har også haft deres drømme om samfundet, for eksempel Martin Andersen Nexø, Knut Hamsun samt det seneste eksempel, nemlig Harold Pinter, der nylig fik nobelprisen. I 1973 fik Scherfig Akademiets store pris.

Dette beklagelige forhold rokker heldigvis ikke ved deres litterære kvalitet, men forfattere burde holde sig fra politik og nøjes med at skrive litteratur.

I dag er Hans Scherfig den mest læste og elskede af 30’ernes forfattere, hans humor og satire rammer præcist, og hans vid er i høj grad morsomt og aldeles ikke forældet.
Biografien indeholder et meget fint billede- og tekstudvalg, en del af dette var ikke kendt, da bogen blev udgivet første gang i 1989, og det vil det sikkert heller ikke være for mange i dag. Den kan varmt anbefales for eksempel som gavebog.

”Hans Scherfig”, en Billedbiografi (redaktion Carl Erik Bay)
Gads Forlag 149 kr.